I løbet af året fejrer vi forskellige traditioner og højtider sammen med børnene. Alle vores traditioner giver anledning til, at vi kan gøre lidt ekstra ud af hverdagen. Vi laver pynt, som vi hænger op, synger sange og taler om de særlige ting ved højtiderne.
I foråret holder vi fastelavn, og vi klæder os ud, synger fastelavnssange og slår katten af tønden. Til påske pynter vi stuerne op, og køkkenet laver påskefrokost til os. Og når vi rammer december, juler vi på alle stuer med julesange, klippe-klistre-hygge og julemad.
Mange af vores familier fejrer eid, så det gør vi også her i Stjernen. I ugerne op til eid laver vi pynt i form af stjerner og lanterner, som vi hænger op på stuerne, og vi hører musik og danser. Køkkenet tager imod opskrifter og madforslag fra familierne og laver traditionel mad, som afspejler de retter, børnene kender hjemmefra. Det leder alt sammen op til selve dagen, hvor vi fejrer Eid med en børnefest på alle stuer.
I løbet af året griber vi mange af de muligheder, vi får, for at gøre noget særligt ud af hverdagen. Det betyder for eksempel, at vi en gang om året deltager i Maddag, hvor vi sætter fokus på en særlig råvare, som børnene får lov at opleve med alle sanser, hvad end det er en sild eller en rødbede - vi mærker på maden med vores hænder, dufter til den og smager den, og det er vældig sjovt og spændende for alle.