Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen i Stjernen

Stjernen er et dagtilbud med både en vuggestue- og en børnehaveafdeling, og vi har børn i alderen 0-6 år. Vi bor i Tingbjerg i to forskellige huse, som ligger under hundrede meter fra hinanden. I det ene hus holder vuggestuen til, i det andet har vi børnehaven, og begge vores huse har en dejlig legeplads med masser af muligheder og hyggelige kroge, man kan undersøge og gemme sig i.

Vores vigtigste opgave i Stjernen er at give alle vores børn en tryg og rar hverdag, hvor de udvikler sig, lærer nye ting og får gode venskaber med de andre børn. Vi gør noget særligt ud af at give børnene en hverdag med masser af bevægelse. Selvom vi elsker at fordybe os i en rolig leg eller læse i en bog, er det nemlig også vigtigt, at børnene bevæger sig flere gange hver eneste dag.

Det kan både ske i form af forskellige bevægelseslege, som vi leger sammen med børnene. Men bevægelsen kan også ske i de små overgange i løbet af dagen - for eksempel at vi hopper ud i garderoben i samlet flok, inden vi skal ud på tur, eller at vi hiver en madras frem og øver os i at slå kolbøtter.

Leg i lange baner

En rigtig stor del af den udvikling, vi gerne vil give børnene her i Stjernen, sker gennem legen. Derfor fylder leg meget i vores hverdag - det er nemlig i legen, at børnene lærer at opbygge relationer og få nye venner, og det er i legen, at børnene lærer at bruge deres sprog og opdager nye ord.

Nogle børn har en enorm fantasi og har helt naturligt altid gang i en eller anden leg. Og så er der nogle børn, som har brug for lidt mere hjælp for at komme godt i gang med en leg. Derfor sætter vi mange lege i gang sammen med børnene, og vi voksne er børnenes rollemodeller i legen, når der er behov. Når børnene ser, hvad vi voksne gør, føles det nemlig mere trygt for dem at gøre det samme - og på den måde lærer de lidt efter lidt, hvordan en leg hænger sammen.

Selvom vi ofte sætter aktiviteter og lege i gang sammen med børnene, så er der også masser af plads til. at børnene kan følge deres egen nysgerrighed og dykke ned i de ting, der optager dem. Vi følger børnenes initiativ og lader dem være med på deres egne præmisser.

Trygge rammer

Børn trives bedst, når der er ro omkring dem, og når de ved, hvad der skal ske, og hvad der forventes af dem i forskellige situationer. Derfor foregår store dele af vores dage i helt små grupper, hvor børnene kun skal forholde sig til en enkelt voksen og få andre børn.

På den måde kan vi give det enkelte barn den opmærksomhed, det har behov for i de forskellige aktiviteter, vi laver sammen. Det giver os også mulighed for at øve de ting, som er lidt svære, i et mere trygt rum, hvor alle børnene på stuen ikke kigger med - for eksempel når vi skal lære en ny leg at kende, øve en ny sang eller smage på en fremmed grøntsag.